I kraft af begreber om menneskets radikale frihed, om det direkte gudsforhold, om trosretfærdiggørelsen og det universelle præsteskab skaber den lutherske protestantisme en særlig forståelse og forvaltning af menneskets uendelige værd. Mennesket er i religiøse og åndelige forhold frit. Samtidig er det, eller bør det, inden for denne forståelse, være statens og samfundets lydige tjener og hvert menneske undergiven. I dette spændingsforhold skabes et menneske der på den ene side står med en eksistentiel opgave om autenticitet og selvgennemsigtighed, og som på den anden side skal dannes og blive tjenende eller nyttigt gennem samfundets institutioner. Protestantismenetværket planlægger forskningsaktiviteter der skal belyse dette tankesæts gennemslagskraft i historiske og nutidige etikker for selvets eksistens, dannelse og samfundsliv.
Den påstand at den lutherske protestantisme historisk har været en drivende kraft bag opfattelsen af mennesket og dets opgave i forhold til sig selv, hjemmet, skolen, staten og livet i samfundet i det hele taget i Nordeuropa, er hverken overraskende eller kontroversiel. At protestantismen har været med til at bestemme prioriteringen af selvet som en entitet der står i et forhold til sig selv og med en bevidsthed som det ikke bare kan, men skal forholde sig til, synes evident. Samtidig sætter placeringen af mennesket som en størrelse hvis sociale liv bestemmes i kald og stand, og som er både frit og forpligtet over for stat og fællesskab, nogle ganske bestemte grænser for selvets muligheder for udvikling og bevidstgørelse. Udviklingen af protestantismen og bestemte sociale etikker, fx en særlig arbejdsmoral, antages da også almindeligvis at være samhørende. Denne udvikling er dog i højere grad blevet belyst i forhold til den calvinske (England, USA) end den lutherske protestantisme (primært Nordeuropa) som Protestantismenetværket fokuserer på.
Den protestantiske kristendom har ikke leveret den eneste etiske horisont hvor indenfor synet på menneske og samfund er blevet formet i de luthersk-protestantiske kulturer. Protestantismen har historisk eksisteret sideløbende med konkurrerende etikker, fx det man kunne kalde en materialistisk-økonomisk og en romantisk-humanistisk etik. For en undersøgelse af protestantismens betydning bliver det derfor afgørende at forstå hvordan også andre etiske kilder har præget synet på liv og menneske i de protestantiske kulturer. Hvorvidt tilsyneladende konkurrerende etikker skal forstås som egentlige alternativer til protestantismen eller om de snarere er særlige udgaver af selve protestantismen, er et spørgsmål som i sig selv kræver en nærmere analyse. Dertil kræver den nyere tids multikulturelle situation nationalt og internationalt, fx inden for det europæiske samarbejde, en fornyet opmærksomhed på etiske traditioners sameksistens og mulige konflikt.
Det vil være en bærende tese i de undersøgelser som Protestantismenetværket lægger op til, at protestantismen ikke blot har været, men til stadighed er en væsentlig etisk drivkraft inden for de historisk protestantiske kulturer. Dette også hvor andre etikker umiddelbart synes eller har syntes mere fremherskende idet protestantismen formodes at have enten præget eller virket som kritisk ressource i forhold til disse etikker. Det vil således være en videre tese – som vil blive udfordret og prøvet – at protestantismen ikke blot fungerer eller har fungeret som opposition til mere materialistiske og vækst-orienterede etikker. Det vil være tesen at den protestantiske kristendom netop til stadighed leverer værdimæssig baggrund for de materialistisk- og vækst-orienterede etikker.
Protestantismenetværkets spørgsmål og teser søges belyst gennem historiske, systematiske og komparative studier af hvordan protestantismen har været og stadig er bestemmende for forestillinger om selvet og livet i fællesskabet. Studierne vil være af de bærende ideer om mennesket, men vil til stadighed orientere sig mod og eftersøge disse i praksis idet der spørges til den etik eller livsførelse som i protestantismen foreskrives det enkelte menneske – i selvforholdet som sådan og i dannelsen og livet i samfundets institutioner.
